Amerikansk interesse for vandhåndtering i Skive
Skive Vand ligger i toppen af landets forsyningsselskaber, i forhold til anvendelse af IT-værktøjer til overvågning af, hvad der foregår i undergrunden. Derfor har en handelsattaché fra Udenrigsministeriet, baseret i Chicago, for nyligt været på besøg
Et nyt system er nu så langt fremme i integrationen i forsyningsselskabet Skive Vand, at det har vakt interesse udenfor landets grænser. I Chicago, Illinois i USA sidder danske Dennis Møller. Han er ansat i Udenrigsministeriet til at varetage danske virksomheders eksportinteresser i den del af USA, og han møder interesse for den danske måde at gøre tingene på indenfor håndtering af vand, herunder spildevand. Besøget i Skive skyldes, at man her er meget langt fremme med at integrere systemet, og derfor kan være med til at skabe interesse for denne måde at arbejde på i det amerikanske.
På kontoret hos Skive Vand står der hyldemeter efter hyldemeter med mapper, der rummer alle optegnelser om tilstanden i kommunens ledningsnet, både for spildevand og rent vand. Men de bruges ikke helt så meget som de har gjort, for det er også blevet moderne tider her, med metoder og anvendelse af moderne it-teknologi, som gør overvågningen af tilstanden langt mere effektiv.
Gennemgribende investering
For et par år siden investerede man i Skive Vand i et nyt, danskudviklet system til indhentning og bearbejdning af data fra kommunens ledningsnet. Kilderne til de relevante data er mange, herunder sensorer, solcelledrevne målere, data fra tegninger, samt registreringer fra mange forskellige kilder.
Systemet er dybest set et meget avanceret program, udviklet til netop denne type overvågning. Udover at systemet kan indsamle, håndtere og bearbejde rå mængder data fra hele kommunen, kan det også anskueliggøre svagheder i systemet, og fortælle hvor og hvornår det er tid at gøre noget ved for eksempel en spildevandsledning. Det kan også give en prognose for, hvor mange år en given ledning forventes at holde endnu, og dermed også bidrage til et billede af, hvad omkostningerne til fremtidigt vedligehold må forventes at ligge på.
Langt mere præcist
Jo flere data vedrørende ledningernes kvalitet, gennemstrømning, stand, belastning mv., systemet fodres med, jo mere præcist arbejder det.
”Skive Vand kan klæde mig på til bedre at kunne fortælle om erfaringerne med at arbejde med det. Det kan de fordi de er langt fremme med det, og selvom man i Chicago og omegn har nogle lidt andre forhold, så er der mange elementer i det, som de kan lade sig inspirere af”, siger Dennis Møller. Han repræsenterer bl.a. en klynge af danske virksomheder, som arbejder i vand- og spildevandssektoren, hvor den danske softwareleverandør er en af dem.
Digital transformation
Peter Linde, projektleder i Skive Vand, har været med til at drive den digitale transformering i Skive Vand gennem de sidste par år:
”Vi har fået skabt dialog mellem både vores afdelinger, vores drift, vores planlægning og vores anlæg, og det er datadrevet. Det er en fantastisk måde at arbejde på, og giver et helt andet og meget mere præcist grundlag for gode beslutninger”, siger han.
Jimmi Vestergaard-Pedersen fra driftsafdelingen supplerer:
”Vi har nogle meget erfarne folk i driftsafdelingen, som kender ledningsnettet rigtigt godt, og når vi får data ind, kan vi verificere dem, så vi er sikre på, at det er det rigtige grundlag for en beslutning”, siger han.
Solidt grundlag for beslutninger
Den overordnede og digitaliserede måde at arbejde på, giver også et langt mere solidt grundlag for at tage beslutninger om nye projekter.
”Vi kan tage beslutninger på baggrund af en hel masse faktorer, som hvad er tilstanden, hvad er konsekvensen ved større driftsnedbrud, hvordan er det med uvedkommende vand derude, hvor meget overløb har vi de forskellige steder i systemet, hvad er den hydrauliske belastning. Vi er ved at bygge en masse komponenter ind i en vægtningsmatrice, som så giver os nogle af de bedste og mest effektive projekter at arbejde med. Hvis vi hver gang laver et projekt der hvor det giver mest værdi, så er vi nået rigtigt langt”, siger Peter Linde.
”Så det vi gør, er at vi tager beslutninger ud fra konkrete bearbejdede data og det er også hævet op til at være en organisationsbeslutning. Vi bruger stadig vores kompetencer ude i felten, så vi tjekker op på systemet.
Også prognoser
Data kan også mere præcist give prognoser for de nødvendige investeringer, ikke bare i et øjebliksbillede, men også i årene frem. Det betyder, at man fra ledelsens side i Skive Vand får mere håndfaste fremskrivninger på nødvendige investeringer. Alt sammen baseret på konkrete data, kombineret med den stedlige erfaring i driften, med alle de faktorer, der kan have en påvirkning, indregnet i fremskrivningen.